26 april, 2006

snart fødsel...

Nu går vi bare og venter på, at Merete skal begynde at kælve... det var som om der begyndte noget i torsdags, men det gik i sig selv igen i løbet af natten.. fandens også, nu var vi lige kommet helt op at køre og havde belavet os på der kunne ske noget.

Vi har nu endelig fået flyttet vores vaskemaskine og tilsluttet tørretumbleren.Endelig var der en elektriker der ringede tilbage - det er utroligt, så dårlig kundeservice der er hos håndværkere. Men de kan jo også vælge og vrage mellem opgaverne nu for tiden... I alt fald, så fik vi det lavet og det virker! Også min egen lille vvs-bedrift med at skifte vandslange og afløbsslange på vaskemaskinen holdt tæt første gang! Nu har jeg lige sat en kabelbakke op til ledninger og slanger, så det også ser pænt ud.

Der er efterhånden ved at komme lidt gang i salget af min bil. Jeg har en aftale med én fra jylland på fredag, men nu må vi se om han dukker op. Man kan ikke være sikker på noget, før man står med pengene i hånden. Men det er da altid noget der har været henvendelser hver dag siden i lørdags.

I aften skal jeg til Farum og se bold sammen med Tille og Frank - der er ingen af os, der har været deroppe før, så det bliver meget sjovt at se det lille stadion. Vi må bare håbe, at FCK vinder...